29/04 2019
AKKC går i front med nyt virkefelt for Sustainable Hospitality
Fra august vil der i forhallen af Aalborg Kongres & Kultur Center være en helt ny afdeling i gang. Afdelingen bliver et event- og værtsskabssekretariat – en slags fremskudt Aalborg ambassade – helt tæt på de omkring 550.000 besøgende, der årligt gæster det store nordjyske møde-, messe- og kulturhus.
Den nye Aalborg ambassade har som fornemmeste opgave at være vært og bindeled til de mange tusinde beslutningstagere specielt fra erhvervs-, organisationsområder samt uddannelses- og forskningssektorer både nationalt og internationalt. AKKC har årligt 1800 arrangementer og omkring 1700 af disse er erhvervsrettede arrangementer.
– For Aalborg, der satser på at være en bæredygtig hovedstad i Danmark, kan vi i fællesskab med det nye område sørge for at danne forbindelse og tilbyde relevante beslutningstagere at mødes med interessante partnere her i Aalborg. Det gælder både inden for erhvervslivet, forskningsområder ved AAU og præsentere byens mange utroligt spændende muligheder. Aalborg skal være Top of Mind, og vi skal inden for en række områder tilbyde en oplevelse, om det er en erhvervsrettet eller mere oplevelsesrettet, ja det arrangerer vi fra møde til møde. Vores nye aktivitet Sustainable Hospitality skal både gøre Aalborg Top of Mind, og også fungere som et nyt og attraktivt tilbud, når man kommer til AKKC for at deltage i møder, konferencer, udstillinger eller messer, fortæller adm. direktør Nicolaj Holm i AKKC, der understreger at konkurrencen om erhvervsturister i Danmark kun tager til i de kommende år med stor konkurrence fra bl.a. København og Aarhus.
Nicolaj Holm er sammen med mange aktører i Aalborg overbevist om, at der ligger et stort og uudnyttet potentiale i den nye ”Aalborg ambassade” i AKKC, som får en fysisk placering lige op ad Arrangørkontoret eller ”kommandocentralen” ved de store møder, kongresser, konferencer og messer.
– Vi skal sørge for i samarbejde med erhvervslivet, uddannelser og de store institutioner at tilbyde møder og oplevelser, der har til formål at markedsføre Aalborg som en attraktiv, videns stærk og erhvervsvenlig kommune med fokus på det bæredygtige. AKKC har selv nu i mere end to år arbejdet med at være et bæredygtigt eventsted, og er stadig det eneste sted i Danmark, der er certificeret som sådant efter den internationale ISO 20121 standard, understreger Nicolaj Holm.
Internationalt er det bæredygtige værtskab ved at blive en stærk trend, og specielt går USA foran, f.eks. satser New York på en rolle som Sustainable Hospitality City. AKKC vil i forbindelse med det nye tiltag etablere en tænketank for i Aalborg at vidensudvikle det bæredygtige værtskab.
– En stigende bæredygtig kongreshåndtering, flere bæredygtige hoteller og Aalborgs rolle som bæredygtig destination, kan vi styrke med en tænketank, så vi hele tiden skaber ny viden til at styrke vores indsats, siger Nicolaj Holm.
Aalborg Kommunes erhvervsstrategi frem mod 2022 er bl.a. en satsning på bæredygtighed, ligesom AKKC selv i sin strategi frem mod 2021 har defineret sin nye rolle som en samlende, bæredygtig og vækstskabende aktør i erhvervs- og kulturlivet.
I de kommende måneder kommer detailarbejdet med det helt nye felt for både AKKC og Aalborgs aktører til at tage fart, og der forestår et meget spændende udviklingsarbejde med både kommune, turist- og erhvervsorganisationer, uddannelsesinstitutioner og virksomheder, der ønsker at være med i at etablere Aalborg som en Top of Mind by i Danmark, når det gælder bæredygtigt værtskab.