24/03 2025

AKKC bliver vært for to uformelle ministermøder ifm. EU-formandskabet

Når Danmark fra 1. juli overtager EU-formandskabet, vil der være flere arrangementer i Aalborg. Nu er der sat dato på de første – to uformelle ministermøder, der kommer til at omhandle beskæftigelse samt klima og miljø. Det sidste er noget, der taler lige ind i Aalborg Kongres & Kultur Centers (AKKC’s) store arbejde med bæredygtighed.

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at AKKC kunne løfte sløret for, at det lykkedes dem at trække en del af arrangementerne til Aalborg, når Danmark overtager EU-formandskabet fra Polen 1. juli. Tidligere i dag har Udenrigsministeriet løftet sløret for, hvilke ministermøder, der vil foregå hvor, i løbet af den danske EU-formandskabsperiode, og dermed er datoerne og emnerne for Aalborgs ministermøder også på plads.

Mandag 7. og tirsdag 8. juli bliver det et ministermøde indenfor beskæftigelsesområdet, der vil foregå i AKKC. Torsdag 10. og fredag 11. juli er det et ministermøde indenfor klima og miljø, og netop dét ministermøde er noget, der vækker begejstring hos AKKC’s direktør Nicolaj Holm.

– I AKKC har vi siden 2017 arbejdet fokuseret med bæredygtighed, og vi har blandt andet formået at blive certificeret med ISO 20121 for bæredygtige events som det første eventsted i Danmark. At der kommer til at være et ministermøde med fokus på netop klima og miljø, når EU-formandskabet er i Aalborg, kunne derfor ikke være et bedre match, fortæller Nicolaj Holm.

Også hos Aalborgs borgmester er området med klima og miljø noget, der gør indtryk.

– I Aalborg Kommune har vi en strategi om at være en kommune med bæredygtighed i højsædet, hvor det handler om at passe på miljøet, klimaet og naturen. Aalborg får blandt andet mulighed for at vise frem, at vi har en unik udvikling indenfor grøn omstilling, og at Aalborg er hjemsted for et erhvervsfyrtårn med CO2 Vision, hvor vi både har Fjord PtX og Aalborg Portlands CO2 fangst-anlæg, siger Lasse Frimand Jensen, borgmester i Aalborg Kommune.

Offentliggørelsen af ministermøderne er de første arrangementer, der er blevet offentliggjort ifm. det danske EU-formandskab. Der kan derfor blive offentliggjort flere på et senere tidspunkt.