08/11 2024

300 levende lys, julegodter og korsang ved De Syngende (Jule)Træer

Julemusik ved 62 af De Syngende Træer i Kildeparken, 300 levende lys i vintermørket, et kor med smukke julesange og mulighed for at købe søde julelækkerier. Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) drysser endnu en gang gratis julemagi udover Aalborg 1. søndag i advent for at markere åbningen af De Syngende (Jule)Træer.

Det er efterhånden blevet en juletradition, at tusindvis af aalborgensere og besøgende udefra hvert år lægger vejen forbi Kildeparken for at trykke på de mange musikstandere ved De Syngende (Jule)Træer. I anledning af julen bliver træerne udsmykket med julemotiv og spiller julemusik ved de internationale kunstnere, der har udgivet julemusik.

Igen i år har AKKC valgt at markere åbningen af parken med De Syngende (Jule)Træer 1. søndag i advent med et hyggeligt, gratis arrangement for hele familien.

I år falder 1. søndag i advent ovenikøbet på datoen 1. december, så der er virkelig lagt op til at skyde december i gang med en ordentlig omgang julehygge i Kildeparken.

– Det er bare helt særligt at opleve børn og voksne trykke på de mange musikstandere ved træerne, nyde de levende lys, høre koret synge smukke julesange og købe lækre æbleskiver og gløgg. Vi har fået skabt en tradition, der virkelig spreder juleglæde, og den holder vi fast i, fortæller Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Levende lys, kor og julegodter
I år åbner parken med De Syngende (Jule)Træer altså officielt 1. søndag i advent, 1. december, og når AKKC tænder de 300 levende lys omkring kl. 15.30, vil det lokale Aalborg-kor Fruer med Druer synge hyggelige julesange i ca. en halv time i skæret fra de smukke lys.

Restaurant AKKC by MEST disker samtidig op med en festlig julebod, hvor man kan købe gløgg, æbleskiver, vaniljekranse, brændte mandler og varm kakao. Og så er det ellers bare at lade julefreden sænke sig.

Parken med De Syngende Træer har efterhånden vokset sig stor. 96 internationale kunstnere har plantet et træ i parken, og til daglig spiller musikstanderne udvalgte stykker af stjernernes mest kendte hits.

I år vil 62 af træerne blive omdannet til ”juletræer”, hvor standerne i stedet spiller stjernernes julemusik. Her vil man kunne opleve julemusik fra blandt andet Mariah Carey, Jeff Dunham, Katie Melua, Cliff Richard, Bob Dylan, Sissel Kyrkjebø, Tom Jones, Elton John og Jason Derulo.