06. juni 2012
Vejrguderne var Aalborg
mere venligt stemte, end de har været de seneste dage under
fejringen af Dronning Elisabeths 60 års jubilæum, hvor regnen har
silet ned over London. Sådan var det ikke i det solbeskinnede
Aalborg onsdag formiddag, da sir Cliff Richard og hans ven John
McElynn ankom næsten direkte fra dronningens fester. Og helt i sir
Cliff's ånd, miljørigtigt i en Opel el-bil til Aalborg Kongres
& Kultur Center for at åbne Aalborgs nye turistattraktion med
De Syngende Træer i Kildeparken, der støder op til
kulturcenteret.
De Syngende Træer eller Park of Music repræsenterer de store
internationale stjerner, der gennem 25 år har givet koncert i
Aalborg, og enten plantet eller givet tilladelse til at få plantet
deres eget træ i Kildeparken. Sir Cliff Richard var den første, som
tilbage i 1987 plantede et træ, og siden er 75 andre store stjerner
kommet til som f.eks. José Careras, Elaine Paige, Harry Belafonte,
Sarah Brightman, Joe Cocker, Ray Charles, Prince, Tom Jones, Elton
John, Kylie Minogue, Rod Stewart, Bob Dylan, Shakira, Beyonce, Take
That, Andrea Bocelli, Stevie Wonder, Guns N'Roses, John Cleese,
Sting og senest James Blunt.
Sir Cliff Richard var i højt humør og nød de mange fans,
publikum og gæster samt det store medieopbud ved åbningen, hvor han
også klappede, da Aalborg Postorkester som velkomst modtog ham med
et af hans helt store hit, Congratulations.
Ernst Trillingsgaard, direktør i Aalborg Kongres & Kultur
Center, er idémanden til at store stjerner skulle plante et træ.
Han var både glad og beæret over, at sir Cliff Richard ville komme
til Aalborg og dermed gøre dagen endnu festligere.
Cliff Richard gjorde sit til at både fans, medier og gæster fik
en oplevelse. Blandt andet genplantede han med stor iver et nyt
træ, og siden dansede og sang han til sin egen melodi ved træet, så
det blev til en minikoncert dog kun med et nummer, Congratulations.
Derefter skridtede Cliff Richard og Ernst Trillingsgaard parken af
for at lytte til andre store navne, hvor Elaine Paige og Bob
Dylan var nogle af de kunstnere, han valgte at trykke på knappen
til og lytte til det lille medley, hver stander spiller. Elaine
Paige har han gode minder sammen med fra sine mangeårige karriere,
fortalte han.
Ernst Trillingsgaard kom i sin tale ind på, at over 20 forskellige
lande er repræsenteret i Park of Music, og fra Cliff Richards
hjemland, f.eks. Chris Barber, Elaine Paige, Tommy Steele, Take
That og Sting, som gæstede Aalborg sidste år.
At der er stor
interesse for at lytte til træernes musik i Kildeparken, vidner den
lille tæller om i de ni forsøgstræer, som har været med musik siden
2011.
Den seneste måned er der blevet trykket på knappen 7.000 gange, så
når der nu kommer yderligere 37 træer til, bliver der masser af
musik, og parken kommer til at leve op til sit navn.
Parkområdet færdiggøres næste år, så alle 76 internationale
solister får deres eget træ med musik. Ja, til den tid måske endnu
flere, for forhåbentlig kan også både Leonard Cohen og Helene
Fischer overtales til at plante, når de gæster Aalborg i hhv.
august og november.