AKKC Logo

Billetkontor  |  +45 99 35 55 66

Mødelokale  |  Book et mødelokale

Nyhedsbrev  |  Tilmeld dig nu

Større tekst Mindre tekst

Sinatra-drama lægger vejen forbi AKKC

27. januar 2017

Flemming-EnevoldFrank Sinatras kontrastfyldte liv er omdrejningspunktet, når teaterforestillingen Under My Skin forener sange og skuespil i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fredag den 10. marts.

Året er 1968, og den midaldrende crooner Frank Sinatra står over for sit livs største krise. På den ene side er han verdens største entertainer, mens familielivet på den anden side lider under den store popularitet.

I forestillingen Under My Skin forsøger Frank Sinatra at forsone mange års svigt, og han inviterer derfor sin søn Frank Sinatra Jr. ind i det pladeprojekt, han netop er gået i gang med. 

Her er det Sinatras plan at lave en afskeds- og duetplade, hvor han skal stå i anden række, mens sønnen skal frem i første. Under My Skin er derfor historien om Frank Sinatras største hits, men også personen bag de kendte sange.

Den danske Sinatra
Forestillingen er skrevet af Flemming Enevold, der også får stor ros for sin hovedrolle som Frank Sinatra. Berlingskes anmelder giver forestillingen fire stjerner, og sender flotte ord efter hovedrolleindehaveren.

”Flemming Enevold ejer sin Sinatra og giver ham netop den passende balance mellem kompromisløs kunstner, elegantier og brændt barn, der får os til at sluge den banale historie og gå med på fortællingen.”

Jyllands-Posten fremhæver også Flemming Enevold i rollen som Sinatra i deres firestjernede anmeldelse.

”Han elsker tydeligvis sangene og kan tilmed synge dem med samme stålsatte og hensynsløse autoritet som forbilledet. Enevolds stemme er som irsk kaffe – rå whisky, natsort kaffe, knasende sukker og blidt flødeskum.”

Foruden Flemming Enevold medvirker Johannes Nymark, Bjarne Henriksen, Marie Askehave og et seksmands jazzorkester i forestillingen.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere