AKKC Logo

Billetkontor  |  +45 99 35 55 66

Mødelokale  |  Book et mødelokale

Nyhedsbrev  |  Tilmeld dig nu

Større tekst Mindre tekst

Vores Sensommer

17. januar 2017

Anmeldelse af Vores Sensommer
Aalborghallen 16. januar 2017
Anmeldt af Michelle Christensen

stjernestjernestjernestjerne

Skal man altid grine når Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl går på scenen?

IMG_0076Det er ikke altid sjovt at blive gammel, men hvis Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl skal præsentere et aldrende ægtepar, så bliver det bare lidt sjovere. Eller måske lidt mere tragikomisk.

I stykket af Ernest Thompson møder vi netop det ældre ægtepar Norman og Ethel. Norman lider af aldersrelaterede skavanker, som et nervøst hjerte og dårlig hukommelse, hvilket giver ham anledning til at tale meget om døden.

Allerede da Norman kommer ind på scenen fornemmer man, at hele salen er klar til at grine, for det er jo den altid sjove Ulf Pilgaard. Jeg tænker ved mig selv, at jeg frygter, at det vil få den frygtelige ”Dirch-effekt”, hvor publikum griner, fordi de forventer at det skal være sjovt, selvom det ikke nødvendigvis er det. Heldigvis blev min frygt gjort til skamme, for vi må gerne grine af Ulf i denne forestilling. Han formår med sine ironiske og sarkastiske kommentarer, at reflektere over livet eller nærmere døden, sådan at man ikke kan andet
end at grine. Ulfs Norman fremstår helt fra starten som en rigtig gnavpot, som ikke har noget positivt at sige om livet. Alligevel formår han at få publikum til at elske ham med det samme. Måske lidt af medlidenhed for denne gamle mand, som muligvis er lidt bange for at dø, men som ikke rigtig tør vise det. Først da den unge Billy Ray Jr. bliver en del af familien, genfinder Norman noget af sin tabte livsglæde, men det er selvfølgelig ikke noget, han skilter med. 

Derimod er Lisbets Ethel al den livsglæde, som Norman ikke er. Hun formår, som en dansende sommerfugl, at holde optimismen oppe og lege sig gennem livet. Hun ved præcis hvordan hun skal håndtere sin elskede mand, når han med sin sarkasme taler om sin nært forestående død, så prikker hun til ham, på sin helt egen kærlige måde. Nogle gange taler hun ham efter munden, og andre gange kommer hun med lige så sarkastiske kommentarer, som han. ”Ukrudt forgår ikke så let”får hun sagt på et tidspunkt, hvor Norman sidder og holder endnu en af sine taler om sin forestående død. Man mærker tydeligt, at deres kærlighed til hinanden er stor, og at den ene ikke er noget uden den anden.

Samspillet mellem Lisbet og Ulf er som altid fantastisk, og man mærker også, at det er dem, der giver stykket liv. På papiret virker stykket ikke storslående, men ved at lægge det i de rette hænder, så bliver det tragisk, levende og sjovt. Stykket virker meget let på overfladen, men hvis man kradser lidt i lakken, så ser man tydeligt hvilke bekymringer, der virkelig tynger.

Forestillingen er med til at vække noget genkendeligt hos det ældre publikum, men giver også meget til det yngre publikum, som jeg selv er en del af. For det yngre publikum sætter det nogle tanker i gang omkring, at selv vi kommer til vores livs sensommer en dag.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere