AKKC Logo

Billetkontor  |  +45 99 35 55 66

Mødelokale  |  Book et mødelokale

Nyhedsbrev  |  Tilmeld dig nu

Større tekst Mindre tekst

All You Need is Love (1)

21. marts 2016

Anmeldelse af All You Need is Love
Aalborghallen 20. marts 2016
Anmeldt af Per Rye

stjernestjernestjernestjernestjerne

Nostalgisk rejse i Beatles-universet

Som ”publikum”, hvor jeg var teenager, da The Beatles slog igennem og var
på deres højeste, var det med store forventninger, jeg tog i Aalborg All -you -need -is -love !-Pressefoto -3_140541-13042012Kongres & Kultur Center for at overvære Beatles-musicalen ”All You Need Is Love”. Forventningerne blev til fulde indfriet. Der var både fest og nostalgi over showet, der, som det skred frem, fik mere og mere tag i publikum.

Det blev en forrygende, melodramatisk og samtidig yderst respektfuld rejse gennem den desværre alt for korte periode, The Beatles’ glorværdige musik satte sit umiskendelige præg på tiden og tidens musik. Musikerne og de øvrige optrædende ”historiefortællere” forsøgte på intet tidspunkt at plagiere Beatles. De formåede at holde lige præcis den distance til de virkelige idoler, som gjorde, at musicalen på intet tidspunkt blev vammel. Tværtimod havde man bygget rejsen op fra de allerførste spæde Hamborg-dage og samarbejdet med Tony Sheridan over deres gigantiske gennembrud i Storbritannien og USA til den senere eksperimentelle tid og frem til gruppens endeligt – som ikke mindst for alvor kom til at stå klart med manager Brian Epsteins død i en ung alder.

Der var kræset for, at musikerne hele tiden stod iført den korrekte dragt – ikke mindst da vi nåede til ”Sgt. Peppers’s Lonely Hearts Club Band”. Bandet kom tæt på den originale Beatles-sound, uden at der blev plagieret. Et stort plus var det store lærred bagerst på scenen, hvor der forestillingen igennem blev vist forstørrelser af de optrædende, men i særdeleshed krydret med nostalgiske, autentiske klip fra the Beatles’ optræden og af hysteriske menneskemængder, der faldt i svime over deres helte fra Liverpool.

Ved koncertens afslutning var publikum for alvor blevet varmet op. Der blev sunget flittigt med på fx ”Ob-la-di, Ob-la-da” og ”Yellow Submarine”. Heller ikke klapsalverne blev der sparet på, og der blev sluttet af med stående applaus fra en fyldt sal og ikke færre end 3 fremkaldelser, hvor det blev til ”Day tripper”, ”Twist and Shout” og til allersidst ”Imagine”.

Det var ikke de unge, der var mødt frem, men i særklasse 50+ (antallet af børn kunne tælles på én hånd). Forestillingen fortjener 5 ud af 6 stjerner. Der manglede lige den sidste finish for at få alle stjerner. Men det var en festlig og hyggelig aften, som ikke efterlod nogen tvivl om, at publikum var blevet godt underholdt og havde genhørt en meget lang række af alle de kendte og uforglemmelige Beatles-melodier, så man kunne drage glade og fornøjede hjem.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere